Tredje søndag i advent - Adventskalenderens 3. låge

Tredje søndag i advent - Adventskalenderens 3. låge

Tredje søndag i advent - Adventskalenderens 3. låge

# Adventskalenderen 2024

Tredje søndag i advent - Adventskalenderens 3. låge

Adventstiden er ikke det samme som juletiden. Det ved vi godt, men alligevel taler vi tit om juletiden og adventstiden lidt i flæng. Men der er forskel. Og der er også forskel på menuen. For julemad fra 1. december til 3. juledag? Lidt for meget og lidt for tungt, ikke? Det tror jeg ikke engang, den mest garvede mave kan holde til.

Og alligevel vil man i december gerne spise noget, der har bare et strejf af jul. Noget, der lægger op til, at det faktisk snart bliver jul.

Derfor gemmer dagens låge på en opskrift på en let og lækker dessert, der smager af jul, men som er sprængfyldt af sol og c-vitaminer: Kanel og honningmarineret appelsin.

Dessert med kanelmarineret appelsin

Der er ikke noget krydderi, der smager eller dufter mere af jul end kanel. Bevares, mange steder i verden indgår kanel i det salte køkken, og jeg har da brugt det sådan i især mellemøstlige retter. Men først og fremmest får duften af kanel os til at tænke på søde sager, som i duften af smør, sukker og kanel, der vælder ud fra bagerbutikken og får maven til at knurre, når man går forbi bageren på kold dag.

Kanelstænger

Og der er heller ikke nogen frugt, der mere minder en om jul, end appelsin, og aldrig er appelsiner mere modne og saftige end i december og januar, hvor de modner i nede i Sydeuropa.

AI genereret billede af italiensk have med appelsintræ

I gamle dage var appelsiner sjældne og dyre. Dengang kom der ikke lastbil efter lastbil til landet med søde appelsiner, nej appelsinerne kom med skib som i julekalenderen i Den Gamle By, og de var en særlig juledelikatesse.

I desserten her kombinerer du derfor de to juleduftende ingredienser. For at spise historien gør ikke desserten mindre god, vel?

Til desserten skal du bruge:

Ca. 1 appelsin per person
1/2 tsk kanel til to appelsiner
1 tsk flydende honning pr. appelsin – nu kan du selv gange op, så der bliver nok til alle.

Skær skallen af appelsinerne – helt ind til frugtkødet, så du også skærer de yderste hinder af. Filettér så appelsinerne – hold appelsinen i hånden og skær frugtkødet fri med en lille skarp kniv ved at skære ned mellem hinderne. Gør det over en skål, så saften gemmes. Drys appelsinfileter og saft med kanel, dryp med honningen og rør det hele sammen.

Lad appelsinerne trække i mindst en time - gerne fra dagen før. Anret appelsinerne i et kønt glas og husk at få den lækre sirup af kanel, honning og appelsinsaft fra skålen med.

Appelsindesserten kan spises, som den er. Men sammen med en klat vanilleis - eller en klat græsk yoghurt - er den også dejlig. Og nu hvor Anni i sidste uge gav os allesammen en nem og lækker opskrift på is med kondenseret mælk, var det måske en ide?

Appelsindesser

Blandingen af appelsinsaft, kanel og honning bliver til den lækreste frugtsirup, så husk at få den med, når du anretter. Og spis så desserten. Nyd friskheden og sødmen og drøm dig væk til solbeskinnede haver med modne appelsiner, mens vi her mere og mere nærmer os solhvervsdagen, hvor solen igen langsomt begynder at vende tilbage til os.

Appelsiner på træ

Glædelig 3. søndag i Advent.

PS: Har du lyst til mere mad med et strejf af jul? Så kig med her.

Og har du lyst til at læse mere om adventstiden? Så er det her - det er et af indlæggene under 'Årets mærkedage'. Er det mere om julen, du kigger efter? Så er det her - ligeledes under 'Årets mærkedage'.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed