23/10/2025 0 Kommentarer
Kirkekaffe - opskrifter på kage med æbler
Kirkekaffe - opskrifter på kage med æbler
# Nyheder

Kirkekaffe - opskrifter på kage med æbler
Synes du også at de to slags kager med æbler, som vi fik til kirkekaffe i Skjørring søndag d. 12. oktober var uimodståelige - eller mangler du en variant af kage med æbler? Så læs med her, du får nemlig ikke mindre end to opskrifter her.

Det var Inger Lise og Margit der hver i sær havde bagt kager til dagens kirkekaffe. Vejret var smukt og stemningen var i top, da vi efter dagens gudstjeneste samles i våbenhuset for at nyde en kop kaffe og noget lækkert kage.
Enkelte trak tilbage ind i kirken, imens andre stod udenfor i solen, imens vi nød en æble cookie og gammeldags æblekage.

Vi har lokket opskrifterne ud af Inger Lise og Margit, så her kommer de, hvis du selv kunne have lyst til at prøve at bage dem.

Ingredienserne til æblekagen minder om dem du kender fra den klassiske gammeldags æblekage, men der er lidt forskel. (Printvenlig version af opskriften kan findes her.)
Gammeldags bagt æblekage – kirkekaffe Skjørring
Ingredienserne minder om dem du kender fra den klassiske gammeldags æblekage, men der er lidt forskel.
Ingredienser:
1 ½ kg æbler – gerne madæbler
½ stang vanilje
¾ dl vand
75 g sukker
1 spsk. citronsaft
100 g mandler
100 g rasp – det skal være almindeligt, ikke æblekagerasp
100 g brun farin, eller puddersukker
100 g smør + lidt til at smøre formen
Start med at skrælle æblerne, skær dem i både og fjern kernehuset.
Skyl æblerne og hæld så meget vand fra som muligt.
Flæk vaniljestangen, kom den i en gryde sammen med æblerne og kom vand ved.
Æblerne skal dampe møre under låg i cirka 15-20 min.
Tilsæt sukker og citronsaft og smag til. Tilsæt mere hvis du synes det er nødvendigt.
Æblemosen kan bruges med det samme, eller du kan lade dem stå til næste dag.
Varm ovnen op til 150 grader – varmluft, eller 175 grader over/under.
Fordel mandlerne på en bageplade beklædt med bagepapir, sæt dem i ovnen og lad dem riste i 15 min. Tag dem ud og lad dem køle af – hak dem dernæst groft.
Bland de hakkede mandler med rasp og brun farin. Smelt smørret
Smør en tærteform eller lign. med lidt smør og fordel æblemosen i formen. Fordel raspblandingen ovenpå og hæld til sidst det smeltede smør jævnt ud over.
Sæt nu formen i en 220 grader forvarmet ovn for varmluft – 225 grader for over/under.
Bag æblekagen 20-25 minutter.
Så mangler du kun at piske flødeskum og så er den gammeldags æblekage klar til kaffebordet.

Og her kommer opskriften på de skønneste havregrynscookies med kanel og æble. De er knasende sprøde, lidt seje småkager, med smag af efterår. Kagerne har, ud over smagen af æbler, en dejlig smag af smør, brun farin og kanel. Med siruppen i dejen får kagerne en rigtig god karamelsmag. Mandler og havregryn giver knas og crunch og en god konsistens.

(Printvenlig version af opskriften kan findes her.)
Småkagerne er nemme at lave. Ingredienserne skal bare smeltes sammen i en gryde, og du skal slet ikke bruge røremaskine.
Ingredienser
Æbleblanding:
- 125 gram æble et lille/mellemstort æble. Kan erstattes med anden frugt/andre bær
- 2 spsk. sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 3 tsk majsstivelse kan erstattes med kartoffelmel
Cookie dej:
- 125 gram smør
- 150 gram brun farin alm. sukker kan også bruges
- 4 spsk. sirup lys eller mørk kan bruges, kan erstattes med honning.
- 150 gram havregryn
- 125 gram hvedemel
- 4 tsk kanel smag evt. dejen til
- ½ tsk bagepulver
- ½ tsk natron kan erstattes med bagepulver
- 1 nip salt
- 50-60 gram grofthakkede mandler kan udelades eller erstattes med andre nødder
- Evt. 50-100 g hvid chokolade grofthakket
Sådan gør du
Skyl æblet og skær det i tern. Er skrællen fin, behøver du ikke skrælle æblet. Dup æblestykkerne tørre og vend dem med sukker, vaniljesukker og majsstivelse. Lad blandingen trække, mens du laver dejen.
Smelt smørret i en gryde. Tilsæt brun farin, sirup, havregryn, kanel, mel, bagepulver, natron, salt, grofthakkede mandler og evt. chokolade. Vend æblestykkerne i og rør forsigtigt, til dejen er rørt godt sammen i gryden.
Beklæd to bageplader med bagepapir. Sæt dejen på pladen med god afstand. Brug to teskeer. Der kan være ca. 20 cookies pr. plade.
Bag cookiesene ved 175 grader varmluft (200 gr. alm. ovn) i 10-12 minutter eller til de er sprøde og gyldenbrune. Jo længere bagetid, jo sprødere cookies. Bagetiden afhænger af størrelsen og om du foretrækker bløde eller sprøde cookies.
Lad kagerne køle helt af, før du putter dem i kagedåse. Er de for bløde efter afkøling, så bag dem nogle minutter ekstra. Du kan også lade dem tørre i ovnen natten over.
Cookies med bær eller frugt kan godt blive bløde med tiden. Skulle det ske, så kan kagerne bages nogle minutter i ovnen igen.
Holdbarhed minimum 1-2 uger i tætsluttende kagedåse.
Rigtig god fornøjelse.
Kommentarer