Første søndag i advent er starten på det nye kirkeår, og det er en dejlig og festlig dag. Til gudstjenesten synger vi de glade og kendte adventssalmer som Vær Velkommen Herrens år i den version, der hører til starten på det nye kirkeår, Blomstre som en rosengård og også tit den ny og søde adventssalme om de fire lys i adventskransen. Den, der er så sød og så nem at synge. 

Men først, som altid, når det gælder mærkedagene: Hvornår er det advent? Jo, første søndag i advent er altid den fjerde søndag før juledag, og i år er første søndag i advent derfor den 30. november.

Og så går vi videre, for hvad betyder egentlig advent? Selve ordet advent kommer af det latinske 'Adventus Domini', som betyder 'Herrens komme'. Advent er forventning og forberedelse til selve julen, hvor Jesus blev født. Adventstiden er næsten bedre end selve julen, for den handler om at glæde sig i hele fire uger.

Adventskransen, der ligesom juletræet er en tradition, vi har fået fra Tyskland, er nok det vigtigste adventssymbol, vi har. Og traditionen med adventskranse bredte sig først i hjemmene, før den blev taget op af kirken. Kransen symboliserer årets gang, som vi kender det fra salmen Nu står der skum fra bølgetop, hvor vi synger om, hvordan Gud slutter årets gyldne ring. For hver uge og for hvert lys, der tændes i kransen, skrues der op for lyset og for glæden. Derfor giver det heller ikke mening med fire lys på række til advent. Adventskransen er et symbol, og en række lys i stedet for en krans bliver så et symbol på et symbol - det er lidt langt ude.

Engang var adventstiden fastetid. Man skulle ved faste og dermed ved at undvære livets goder komme til at glæde sig endnu mere til jul. Sådan er det heldigvis ikke mere, for det går ikke stille af sig i de fire uger. Vi bager småkager, pynter op ude og inde og sætter lys i buske og træer og i udendørs dekorationer. 

Vi henter stedsegrønt ind i stuerne, og vi mødes til julekoncerter og julefrokoster. Advent er en tid fuld af lys og hyggelig travlhed.

Men hvad kom først? Jesus eller julen? I førkristne tider fejrede man vintersolhvervet i den tid, hvor vi nu holder jul, og ordet jul stammer fra den tid. Faktisk har man i England et ord for juletiden 'yule tide'. Det er helt sikkert kommet ind i sproget med vikingerne ligesom så mange andre engelske ord og vendinger. De kunne andet end at plyndre, de vikinger. De var handelsfolk og en stor kulturel indflydelse i alle de områder, de 'besøgte'.

Der var god grund til at fejre solhvervet dengang. Der var ingen gadelamper, ingen lamper i husene og - gys - intet internet. Der var mørkt. Meget mørkt. Nu har vi lys alle vegne, men alligevel er vi, når det gælder naturligt lys, helt nede i det dybeste decembermørke i tiden omkring solhverv.

Det kan bare ikke blive mørkere, og dagen kan bare ikke blive kortere. Men så vender det, og lyset begynder langsomt, ganske langsomt, at komme tilbage. Solhvervsdagen med årets længste nat var og er en glædesdag. 

Der blev dengang som nu tændt lys, spist god mad og festet. Mange af de førkristne traditioner som lystænding, julemad og fester (og helt sikkert også nisser) har vi endnu. Der bor i hvert fald to nisser hjemme hos os. Og masser af lys og masser af dejlig julemad skal der ikke mangle. Det siges, at kalorier i julemad slet ikke tæller med. Det handler om at fejre og glædes og ikke om at bekymre sig om småtterier.

For lystænding, fester og alt det andet dejlige er med til at lette det tunge mørke i december, og det har vi selvfølgelig taget med os fra gamle dage og ind i den ny tid. Den tid, der begyndte, da et lille barn - både gud og menneske - blev født i en stald i Bethlehem.

Alle adventstraditioner handler om at glæde sig til den dag. Så begynd bare i god tid at glæde dig til den tid, hvor man skal glæde sig. For glæde kan man ikke få for meget af.

God Adventstid til dig og dine.