Tidligere var konfirmationen mere en overgang fra barn til voksen, end den er nu. Man var ældre, når man blev konfirmeret, og for mange betød konfirmationen virkelig, at barndommen var forbi.

I mange år har det været børn i 7. klasse, der blev konfirmeret, og der er de fleste kun 13 og langt fra voksne. Men konfirmationsalderen er den tid, hvor børnene er begyndt at tænke over de store ting i tilværelsen. Verdens fremtid, tro og meningen med livet. Derfor giver det god mening, at konfirmationen - og ikke mindst konfirmationsforberedelsen - kommer ind i billedet på netop det tidspunkt.

Konfirmationen betyder, at Gud bekræfter det løfte om at være med dig, som han gav dig, da du blev døbt. Ved konfirmation bekræfter Gud sit ja til dig og siger, at han holder, hvad han lovede til din dåb. Som konfirmand gentager du dåbens ja med dit ja til den kristne tro og bliver velsignet. En smuk tradition.

I løbet af 1500-tallet gjorde Martin Luther og reformationen op med en masse af den katolske kirkes skikke. Blandt andet den katolske konfirmation, 'firmelse' som det hed. Den blev forbudt i Danmark i 1539. Konfirmationen blev genindført i 1736 i en noget mere alvorlig form, end vi kender den i dag.

Konfirmation (og dåb) var lovpligtig, og den var en form for eksamen i kristendom. Når man havde bestået, fik man en konfirmationsattest, der var forudsætningen for, at man kunne få sin skudsmålsbog. Uden den var man ilde stedt, for den fungerede både som pas og straffeattest og CV. Uden en skudsmålsbog kunne man ikke forlade sognet. Vil du vide mere om det, kan du læse om konfirmationens historie her. Disse benhårde love er afskaffet nu, og traditionen er blødt væsentligt op. Efterhånden har konfirmationen - ritualet og festerne - udviklet sig til det, vi kender i dag med kirke, fest og gaver.

I stort set alle kulturer markeres overgangen fra barn til voksen.

Jøderne har deres Bar Mitzvah (når det er drenge) og Bat Mitzvah (når det er piger). Bar mitzvah ceremonien består i, at drengen for første gang i sit liv ”kaldes op til Toraen”, det vil sige får lov til at læse en lovsigelse højt i synagogen. Pigerne må ikke kaldes op til toraen. De holder så en tale i synagogen, hvor de udlægger en tekst fra Bibelen. Og så er der fest bagefter.

Hinduerne har deres upanayana ritual, der dog kun gælder drenge fra de øverste kaster. Ved det ritual går drengen fra at være dreng til at blive mand. Drengen kronrages, bades og klædes på. Der ofres i ilden, drengen lover kyskhed under studietiden og modtager den hellige tråd, som alle højkastemænd som statussymbol bærer over venstre skulder. Der er meget mere i det ritual, som du kan læse om her. Også det ritual er blevet opblødt væsentligt med årene.

Japanerne holder Seijin no hi. En national helligdag, hvor man fejrer alle de unge, der fra den 2. april året forinden til den 1. april er blevet myndige, hvilket vil sige 18 år.

De Asatroende har deres ynglingeritualer, og i stammesamfund rundt omkring i verden har overgangen fra barn til voksen været markeret med manddomsprøver af forskellig slags. Og ofte fejrede man for pigernes vedkommende, når de fik deres første menstruation.

Kun muslimerne har ikke noget ritual for overgangen fra barn til voksen. Man fødes som muslim, og det er det. Knap så festligt.

For børn, der vælger ikke at blive konfirmeret, holder forældrene tit en fest alligevel. En nonfirmation. Begrebet opstod i 1990'erne, og det er udelukkende en fest uden traditioner. Hvor er den større indsigt i tro og tanker, som hører til konfirmationsforberedelsen? Og som barnet har brug for i den alder? Hvorfor fejre en ikke-begivenhed? En non-event? Det ville give meget mere mening, hvis de i stedet fejrede barnets 15 års fødselsdag. Det er da trods alt en begivenhed - en begivenhed man fejrer stort i Mexico, Quinceañera hedder den fest.

Noget helt nyt er 'selv-firmation', hvor barnet bekræfter sin tro på sig selv. Det er vel topmålet af egocentrisme, men det passer nok meget godt ind i den selvfikserede tid, vi lever i. Du kan, hvad du vil, du skal være den bedste version af dig selv og så videre. Det er med til at lægge et urimeligt pres på de unge, når de får at vide, at de selv kan være herrer over alt i deres eget liv. Det betyder nemlig også, at bliver de ikke en succes på alle områder, er det deres egen skyld.

Vi andre, der er blevet ældre, ved godt, at vi ikke ved viljens magt kan få alt og styre alt. Og derfor er det nu bare bedre med et konfirmationsritual, hvor Gud bekræfter at ville holde sit løfte og altid være med dig. Det er godt at have Gud i ryggen, for det er svært at klare alting selv.