40 dage efter påskesøndag er det Kristi Himmelfartsdag, og det er i morgen. Hvad der skete den dag, ligger ligesom i navnet. Jesus forlod denne verden og steg til himmels. Om det skal opfattes så konkret som på billedet er svært at vide. Men Kristi Himmelfartsdag markerer afslutningen af den tid, Jesus levede på Jorden.

I Lukasevangeliets kapitel 24 står det beskrevet, hvad der skete.

Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem.  Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen.  De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

Umiddelbart lyder det som en efterrationalisering. Det må have været en rystende dag for apostlene, og det har nok været lidt svært for dem at være ’fyldt med glæde’. Først mistede de Jesus Langfredag, så stod han til deres store glæde op af graven påskesøndag og talte med dem ved flere lejligheder. Men Kristi Himmelfartsdag forlod han dem virkelig – i hvert fald fysisk. Hvor må de have følt sig alene. Og helt ufarligt var det vel heller ikke at være tilhænger af og kendt forbindelse til den mand, der var blevet dømt til døden for at være en trussel mod de eksisterende magthavere, Pilatus, Herodes og hele den romerske hær.

Lidt mere om dagen hører vi om i Apostlenes Gerninger kapitel 1,

Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne.  Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem.  De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.«  Så vendte de tilbage til Jerusalem fra Oliebjerget, som ligger tæt ved Jerusalem, kun en sabbatsvej derfra.  Da de var kommet ind i byen, gik de op i salen ovenpå, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus' søn, og zeloten Simon og Judas, Jakobs søn.  De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre.

Man kan måske sige det lidt forenklet, at Jesus forlod verden fysisk for at kunne være der alle vegne i ånden. Det blev apostlenes job at sørge for det ved at drage ud i verden og fortælle om ham og den kristne tro.

Der er ikke mange folkelige traditioner knyttet til Kristi Himmelfartsdag. Ingen ture på volden som til Bededag, ingen lammesteg som til påske og ingen gaver som til jul. 

Man siger dog, at hvis man lufter sit tøj Kristi Himmelfartsdag, kan man undgå møl.

Men ellers? Ikke rigtig noget. Måske det derfor var sådan i gamle dage, at der blev opført et helt skuespil i kirkerne? En dukke klædt ud som Jesus blev halet op fra kirkegulvet og op gennem en loftslem, hvis man havde sådan en, og deroppe fra hørte man nu en buldrende stemme sige de ord, som Jesus sagde dengang. Og så blev der kastet brød og blomster ned til menigheden.

Folk vil nu engang gerne have lidt sjov på en helligdag, og hvis gudstjenesten alligevel var på latin, så kun få kunne forstå, hvad der blev sagt, fremmede skuespil forståelsen.

Den slags skuespil bruger vi ikke i Folkekirken. Det skulle da lige være til jul, når børnehavebørnene møder en rigtig engel i kirken?

Måske skulle vi udskrive en bagerkonkurrence? Hvem kan bage en kage, der mest minder om Kristi Himmelfartsdag? Småkager formet som fødder? Marengs som en sky? Eller morgenmaden Æggeskyer, der blev så moderne for et par år siden? Vi har godt af at have den slags små traditioner, der minder os om, hvorfor helligdagene er hellige og ikke bare fridage i foråret.

God Kristi Himmelfartsdag!